torsdag den 31. januar 2008

Ting 7 - Chat-programmer

Chat-programmer er jo ikke noget nyt. Det er en selvfølgelig del af vores børns dagligdag, lige meget hvor de befinder sig, og smart er det, når man rejser til Hawaii et helt år med et scholarship i ryggen til at studere og løbe for universitetsholdet og stadig gerne vil holde kontakten med vennerne. Biblioteksvagten har brugt det længe, så nu må vi også prøve.

Messenger er det mest brugte, men af sikkerhedsmæssige grunde er det ikke tilladt at anvende på arbejdspladsen i Helsingør Kommune.

Vi har heldigvis Google Talk, og nu er det bare om at komme i gang. Da jeg allerede har en Igoogle, var det selvfølgelig fristende at bruge gadget-løsningen, som den er beskrevet i vejledningen. Nemt nok, indtil man finder ud af, at man ikke kan slette de adresser, man har lagt ind. Undervejs opdager man også, at det skal være Gmail-adresser, der lægges ind. Man kan sagtens invitere venner, som bruger andre mailsystemer, så får de en invitation, og man får et pænt svar tilbage med Gmail-adressen.

Nå, jeg gider ikke bruge noget, hvor jeg ikke kan slette, så jeg prøver i stedet den anden mulighed, nemlig at downloade Google Talk. Her skal man så finde ud af, at man skal opgive et kaldenavn, og det er ikke så nemt, for dem, man foreslår, er sørme ikke tilgængelige. Endelig lykkes det at finde et, og så kan man endelig gå i gang med at invitere til chat.

Kan det bruges? Ja, helt sikkert til lydløs samtale, så på Kulturværftet, hvor der bliver storrumskontorer, kan det blive fint at bruge i stedet for at maile frem og tilbage.

Det betyder altså ikke, at man ikke også fortsat kan tale sammen.

mandag den 28. januar 2008

Ting 6 - Sociale netværk

Så kom turen til sociale netværk. Her er der først og fremmest den meget omtalte Facebook - næsten hver dag har sin historie om et eller andet, som regel negativt, om Facebook. Det må prøves.

Den var nem at installere. Det næste var at finde ud af, hvad den så rummede. I følge vejledningen skulle den kunne hjælpe mig med at finde venner. Men lige meget hvordan jeg søgte, fik jeg svaret: No match. Det kunne da ikke passe, hvad var det for et mærkeligt søgesystem, det er vi som bibliotekarer da ikke vant til. Ved fælles hjælp fandt vi ud af, at der skulle oprettes en gruppe for vores arbejdsplads, og jeg skulle for resten også tilslutte mig et netværk. Det hjalp, og nu har jeg heldigvis venner på min arbejdsplads.

Jeg har også fået en fødselsdagshilsen fra en af mine venner via Facebooks' Wall. Det er så en anden måde at maile på.

Når jeg får lidt tid, vil jeg kigge på nogle af de andre sociale netværksting. Jeg ved, at en af mine kolleger allerede kan se muligheden i at bruge Livejournal i et samarbejde med skolerne i lokalområdet. Fantastisk, det projekt glæder jeg mig til at følge.

tirsdag den 22. januar 2008

Ting 5 - Personlig forside - Det totale overblik

Yes, jeg var alligevel ikke bagud. Jeg havde glemt, at jeg endnu en gang havde været forsøgskanin på vejledningen. (Det må bestemt have været en god ferie, når jeg allerede havde glemt dette). Jeg havde jo allerede oprettet en personlig forside, nemlig IGoogle.

Det var ikke svært, takket være vejledningen, og da jeg havde lavet denne personlig forside, kunne jeg i stedet bruge lidt tid på at prøve nogle af de forskellige gadgets. Jeg fik flyttet mine tidligere oprettede RSS feeds over, og nu giver det selvfølgelig mening. Det vil fremover være min personlige forside, jeg starter op sammen med alt det andet sædvanlige.

Jeg fandt så også ud af, at RSS virkede. Mens jeg havde ferie, kom der besked om Ting 5 via denne fikse opfindelse.

Lidt fri leg blev det også til. Jeg fandt en dejlig side med en strålende sol foroven. Meget aktuelt, da det nu omsider er lyst om morgenen. En vejrudsigt er da også rar at have. Desværre kan man ikke vælge vejrudsigten for Læsø, men da den alligevel også har helt sit eget vejr, kan det vel ikke gøre så meget.

For resten er musvitterne begyndt at synge af fuld hals.

Vinterferie på Læsø

Der blev lige en pause i 23 ting, og nu er jeg bagud! Det skal jeg nu nok indhente.

Årsagen er en netop afholdt dejlig vinterferie på Læsø, vores private ferieparadis. Læsø om vinteren er en lige så dejlig oplevelse som om sommeren. Der er fred og ro, masser af frisk luft og mulighed for at nyde den fantastiske natur på lange gå- og cykelture. Porsen er smukt rødbrun, edderfuglehannerne har skiftet til den smukke hvide vinterdragt, sælerne ligger og råhygger på stenene ude i havet, og de mørkbugede knortegæs kan man høre på lang afstand.

fredag den 4. januar 2008

Ting 4 RSS 2

Det var det med overmodet....

Det startede jo godt. Jeg huskede at åbne Firefox og fik logget mig på Google Reader. Man skal altid følge en vejledning, så punkt 3 - find en side, som tilbyder RSS-abonnement - gik også godt, indtil en anden side end den, der er i vejledningen, dukkede op. Hvad i alverden lavede IGoogle her, det var nemlig den side, der meldte sig på skærmen. Ingen panik før lukketid, læs juleferie, så Gordon blev sat i sving.

Indstillinger i browsere er noget, man skal holde øje med, det har vi jo lært i denne branche. Her fremgik det, at "Når jeg klikker på webfeeds", var der hak i knappen "Abonner på feedet ved hjælp af:" Der skulle ikke være hak her, men i knappen "Vis en forhåndsvisning og spørg mig, hvilken feedlæser, der skal anvendes". Sådan!

For god ordens skyld har jeg så nu efter jul igen afprøvet RSS, og det funker fint. Som noget meget vigtigt abonnerer jeg nu også på RSS-feed'et fra kurset. Så får jeg besked, hver gang der kommer nye kursustemaer. Hvis alle gør det, behøver Henrik så ikke sende besked ud til alle via mail, hver gang der er noget nyt. Det vil i hvert fald være smart, hvis alle, der har egen pc - og det har rigtig mange af vores kolleger - abonnerer på denne måde.

Jeg sidder ganske vist midt i orkanens øje og følger med i 23 ting arbejdet her i IT-afdelingen. Der er ingen, der skal være i tvivl om, at Henrik og Gordon gør et stort arbejde for, at alle skal komme så godt igennem som muligt.

Ting 3 RSS 1

Forsøgskanin igen, som består i at afprøve lektion 3, inden vores kolleger slippes løs.

Det gik fint, især når man husker ikke at blande Firefox og Exploreren sammen. Det var nemt at finde Google Reader og logge sig på, og det var endda sidste dag inden jul, hvor underbevidstheden var i fuld gang med at planlægge juledage-madindkøb.

Så vi snupper da også lige lektion 4, RSS 2, ikke? Så kan vi holde jul med god samvittighed. Morale: Jeg glemte endnu en gang, at det ikke betaler sig at være overmodig - Hybris, som det hedder, kastede sig over mig.

Tanker om 23 ting bibliotekerne Helsingør

Der er efterhånden mange biblioteker rundt om i landet, der har været og er i gang med 23 ting. Vi var ikke de første, men det gør heller ikke noget. Vi kan godt lide at tænke tingene igennem og gøre nogle erfaringer, også af hensyn til vores kolleger. Vi har da også lært en del om, hvordan man ikke skal gribe det an, vi vil jo rigtig gerne have, at det skal blive en succes.

Er 23 ting bare endnu en af disse nymodens biblioteksting, hvor det nogle gange først og fremmest drejer sig om at promovere sit bibliotek og vise, at vist er man proaktiv, eller? Vi kan og gør rigtig mange gode ting på Helsingør Kommunes Biblioteker for vores mange brugere, men vi må også se i øjnene, at især de unge synes, biblioteker er ret gammeldags. Vi gør tingene for dem og ikke med dem. De unge jonglerer rundt i såvel den fysiske som den virtuelle verden og mestrer alle mulige teknologier, ikke mindst de sociale. Der er derfor ingen vej udenom, vi er nødt til sætte os ind i noget af alt dette, afprøve det og se, hvad vi kan bruge det til.

23 ting handler så heller ikke bare om teknologi og opkvalificering af os i forhold til web 2.0 og bibliotek 2.0. Det handler i lige så høj grad om at lære ting på en ny måde og nok så vigtigt, noget der sker i et fællesskab.

Hvordan går det så? Det er skønt at se, at der indtil nu trods travlhed alle vegne er 55, der har lavet en blog. Det er skønt, at der er taget så godt imod endnu en ny opgave. Det nye år er lige startet, dagen er tiltaget med hele 10 minutter, så nu håber vi, at vi kan holde den fælles gejst i kog.

Ting 1 - Firefox - din nye browser? - Min nye browser?

Jeg var så optaget af at lave bloggen, så jeg glemte, at jeg faktisk allerede havde lavet ting 1 - download og installering af firefox. Måske var det, fordi jeg var prøveklud på vejledningen til dette, prøveklud for at forudse, hvad der kunne komme af problemer for vores kolleger, når de selv skulle installere. Der skete selvfølgelig også nogle mærkelige ting, Microsoft Internet Explorer gik bl. a. ind og blandede sig i installationen.

Nå, det var da godt, at det kun var mig, det gik ud over. Det ser heldigvis ud til, at rigtig mange af vores kolleger er sluppet helskindet igennem.

Nu har jeg så kigget lidt på Firefox, og det ser ud til at være en fiks lille ræv. Man skal lige vænne sig til den, når man nu har været vant til Exploreren i så mange år, da den jo er standard-browseren i Helsingør Kommune. Min første opdagelse var, at der ikke var noget print-ikon, men nemt nok, man er efterhånden vant til at klikke sig rundt i denne branche, så den fandt jeg under Vis - Værktøjslinjer - Tilpas.